Karen Sørensen skriver i julen 1962 om sin far C. C. Hansen:

Min far var en højt begravet mand, en uhyre rar mand med hjerte for alle - men meget svag af karakter.Han var impulsiv, glad for livet, fuld af historier og kunne i høj grad abe folk efter. Han tålte ikke sladder, ingen banden heller.Kommandoen i hjemmet havde han absolut heller ikke, men han varv alligevel en god opdrager. Han havde en overgang tuberkulose, men overvandt den ubegribelig godt - han døde af muskelsvind, og det var meget tragisk at se denne livsglade mand sygne hen.
Ved sit 25 års jubilæum, da byen inviterede til fest, stod han op og holdt en improviseret tale på vers - så en lille åre har han åbenbart haft - men fuldstændig umusikalsk det var han. Lidt om hans impulsivitet: En stor hund kom om gadehjørnet lige imod ham: “Vov” hvorpå far røg op og også råbte “vov”. Da han var syg og vi lå ude ved stranden kom Poya (overlærer Poulsen) og sagde: “Nå, her ligger du og kommer dig”, hvortil han straks replicerede: “Nej, her kommer jeg og ligger”.
Jeg kunne blive ved, men lad mig slutte med at sige, at han elskede os børn højt n- måske mig mest!