I _1821_ fødes Hans i Vaaelse på Falster. Han må have været noget særligt.

Hans’ far var skolelærer, og det bliver sønnen også, faktisk var han hjælpelærer hos sin far fra 1843-1847, så han er nærmest født ind i professionen. Men udover denne gerning bliver han også høker, gæstgiver og krofatter, og hans kone; Margrethe Sophie Cahtrine Marott[2] <#_ftn2> hjælper til som krokone[3] <#_ftn3>.

Kroen før

Kroen nu

I bogen ”Tidsbilleder – Livserindringer”[4] <#_ftn4> står følgende: ”Min tantes afdøde Mand, Skolelærer i Vaaelse, maa heller ikke kunnet have finde sig tilrette med Kirken. Han ligger begravet paa sin Mark.”

**

* *

og videre: ”Da vi efter et Par Maaneders Ophold ved Vintertid i Vaaelse Kro begav os paa Hjemrejsen til København, fik vi en god Madpakke og en stor Dram med paa Vejen. Min nu for længst afdøde Tante – Krokonen i Vaaelse – viste til det sidste de to strejkende Svende den største Gæstfrihed og Godhed. Jeg takker hende i hendes Grav for alt, hvad hun var for mig og min kammerat”.

Men hvorfor bliver en skolelærer krofatter? Sagen er at Sophie kommer til Vaaelse sammen med sin søster og mor, da faderen er død i København. I 1837 bliver Sophie konfirmeret i Kippinge Kirke – ikke langt fra Vaaelse. Sophie bliver i 1841 som ca. 18-årig ansat som ung pige på kroen, men kroejeren dør kort efter og enken driver kroen videre. I 1845 bliver Sophie så gift med Hans. Sophie er nu gravid og enken har problemer med at passe kroen alene, så Sophie henter sin yngre søster Louise til Vaaelse i 1846. I 1847 dør enkefruen af alderdom – og Sophie arver hele kroen!! Hvorfor Hans opgiver lærerjobbet, når han er så højt estimeret bl.a. af forfatteren, poeten og kritikeren Erik Bøgh vides ikke. Måske fordi han led af en brystsyge, der kunne smitte skolebørnene. Kort før sin død fik han et stykke af sin egen jord indviet til familiekirkegårde, det lå ca. 400 meter fra kroen. Hvorfor ved vi ikke, der er flere gætterier – men holder de vand! Hans gravsten var stor og flot – og havde følgende vers:

Verdens fornemste løn er utaknemmelighed, men Gud er retfærdig, Ei taaren i din hustrus øje, ej dine smaabørns klageskrig, forstyrrer freden i det høje, gud trøste dem, Gud signe dig, og skænke eder alle trøst, Giensynets fred i Jesu Krist.


Efter Hans’ død havde Sophie stadig 4 børn at se efter, Hans på 9 år, Carl[5] <#_ftn5> på 7 år, Jenny på 4,5 år og Dagmar på 2 år. Hun drev kroen videre i 19 år, og solgte den ca. 1886 og købte et lille bindingsværkshus i Vaaelse, hvor hun boede sammen med et barnebarn. Som 40-årig var Sophie dog blevet døv.

Her blev også Sophie begravet i 1909, hendes gravsten var lille og beskeden. Familiekirkegården blev sløjfet i 9. april 1963, og gravstenene skulle efter sigende været overtaget af en Bent Sørensen, Tisvilde.

Hans’ far; Rasmus Pedersen[6] <#_ftn6> blev født i Vesterborg på Lolland i 1784 som søn af en gårdmand. Hvorfor han netop bliver uddannet som skolelærer kan man bedst forstå hvis man undersøger lidt omkring sognet på denne tid. I 1787 kom der en ny præst til Vesterborg, en 25-årig sønderjyde ved navn Peder Outzen Boisen[7] <#_ftn7>, der var blevet anbefalet af den skolevenlige greve C.D.F. Rewentlow. Rewentlow ønskede flere skoler, og gode lærere. De lærere der blev uddannet ved det nyoprettede Blågårds seminarium fandt han opblæste og genstridige – og måske derfor oprettede Boisen i 1801 et seminarium i Vesterborg, der havde til huse i præstegården. Boisens tanke var at læreren skulle uddannes til at være en fornuftig bonde blandt bønder uden lærde og vidtstrakte kundskaber. Der var beregnet plads til 15 elever, hvoraf et første hold på 8 dimitteredes i 1805. Rasmus Pedersen dimitteredes i 1806, uddannelsen varede 3 år og der undervistes i skolefag, sjælelære, moral, religion, kateketik, sang, musik og havebrug – og eleverne øvede sig efter tur som undervisere i Vesterborg skole ligesom de assisterede ved konfirmationsundervisning. Boisen selv underviste dagligt til sin død i 1831 – uden løn.[8] <#_ftn8>

Rasmus Pedersen kom efter sin dimission til Dr. Kirkeby som skolelærer og kirkesanger, indtil 1812 hvor han så kom til Vaaelse hvor han døde 1847. Hans enke Bodil[9] <#_ftn9> giftede sig med en anden Vesterborg uddannet lærer, der dog begik selvmord 1861.

Bodils far, Hans Rasmussen[10] <#_ftn10> var også en driftig mand, der var talsmand og tillidsmand for sine standsfæller og blev i 1820 valgt til sognefoged og lægdmand. For staten bestyrede han 1826-27 7 bøndergårde i Vaaelse, der var forladt af deres ejere, og han tog i 1841 initiativ til – og var den ledende kraft bag – et stort inddæmnings- og udtørringsarbejde hvor man fra havet ved Kippinge og Vaaelse Vig erobrede over 1800 tønder land. Han var politisk interesseret og var distriktsformand i Bondevennernes Selskab og blev i oktober 1848 valgt til medlem af den grundlovgivende Rigsforsamling – og han sluttede sig til Venstre. En mindesten blev i 1929 sat for ham i Egense.[11] <#_ftn11>

Mindestenen - før

og nu

Så det har været en familie der ville ændre samtiden mod et mere moderne samfund.

Hans’ må også have været en driftig mand, udover lærergerningen og kroen starter han også Øernes Brandforsikring. Den dag i dag står der en mindesten over ham på torvet i Vaaelse – og da han dør får han et privat gravsted på en mark, men stenen bliver senere flyttet til Tisvilde.

[1] <#_ftnref1> Ane nr.: 44.

[2] <#_ftnref2> Ane nr.: 45. Som stamfader til slægten Marott betegnes den berømte digter Clement Marot, der levede 1496-1544 i Paris. Margrethes far, født i Tyskland var formentlig flygtet under Huegenotforfølgelserne (fransk reformerte, der ikke var katolikker, men protestanter). Hendes far, Johann Frederich Marott, født 1761 i Tyskland. Skiftet fra Skindergade haves i afskrift, hustruen har underskrevet med ført hånd.

[3] <#_ftnref3> Nogle oplysninger baseret på slægtsbog af Kirsten Ammentorp og Gurli Kure, Rønne. ”Udpluk af Hans Rasmussens Stamtavle”.

[4] <#_ftnref4> Gyldendal 1930 af (Conrad) Emil Marott; folketingsmand og socialdemokratisk redaktør.

[5] <#_ftnref5> Ane nr.: 22. Se kapitlet ”En svensk slægt slår sig ned på Bornholm”.

[6] <#_ftnref6> Ane nr.: 88.

[7] <#_ftnref7> Født 1762, død 1831, biskop over Lolland-Falster 1805.

[8] <#_ftnref8> Bag Diger og Hegn, Lolland Falsters Hjemstavnsbog II, 1950 samt interview med Kirsten Ammentorp.

[9] <#_ftnref9> Ane nr: 89.

[10] <#_ftnref10> Ane nr.: 178.

[11] <#_ftnref11> D.E. Rugård: Fremragende danske bønder før og nu, 1871.
2