Mor (Kirsten Ammentorp) skriver:
Onkel Carl, som jeg kaldte ham, var en elskelig, måske lidt kolerisk, men meget begavet mand. Selv som 90-årig besad han mere charme, og havde mere “blink i øjet” end mange meget yngre end han. Han sgade engang til mig i den høje alder, da hanhavde givet mig et “goddag kys”. “Hvor er det dejligt at blive gammel, så kan man kysse alle de unge piger på kinden uden at der er nogen, der tager anstød deraf”.
Hans hjem, det sidste han have, på Østerbrogade nr. 1. sal, lige over for Jakobskirken, var et virvar af antikviteter fra Rusland, tæpper og bøger, og et hav af papirer var der på hans skrivebord. Han skrev meget, vi har hans bog “50 år i Rusland”, der udkom 1945. Der blev talt mange sprog i det gæstfrie o hyggelige hjem, russisk, fransk tysk og italiensk, og selv blev jeg betragtet som udannet, da jeg kun talte 2 sprog perfekt, nemlig engelsk og dansk.
Han var min gudfader, var med til min barnedåb, der blev holdt hos mine bedsteforældre Ammentorp, da de boede Frederiksberg Allé 8 st. th., København og forærede mig det sæt kniv og gaffel og ske af forgyldt sølv med perlemors håndtag, som vi, som traditionen byder, lader fødselsdagsbarnet bruge, når een i familien skal fejres.
Han var ivrig svampejæger, og som 80-årig, måske var han endda 85 år, fik han en svampeforgiftning, og var ved at dø, men til trods for det stod han dagligt op om morgenen og gjorde morgengymnastik. Da han blev bebrejdet af lægen da denne opdagede det, svarede han. “Jamen det er der da ingen, der har fortalt mig, at jeg ikke måtte”.
Som 75-årig begyndte han at stå på ski da han, som han selv sagde, hellere måtte lære det inden han blev for gammel. Hans russiske kone tante Lisa var syg, da jeg så hende, de boede i Bredgade i København dengang, og hun talte kun russisk og lidt tysk, så det var svært for mig at forstå hende - hun må have været smuk, for selv da jeg så hende i den meget dunkle stue hun lå i, så hun nydelig, ja næsten køn ud.
Hans datter Nina boede hos ham med sine 2 børn Oleg og Irene - Tante Nina var også en begavet kvinde som ung skal hun have deltaget aktivt t små-ballader af politisk art i Rusland før revolutionen, og det menes at det var på de revolutionæres side.
Da onkel Carl døde af lungebetændelse, eller måske var det snarere udmattelsen efter det, flyttede Nina til Frankrig til sin datter Irene, hvem hun hjælper med husførelse og børnepasning.
I hjemet på Østerbrogade døde onkel Carl efter at have ligget et stykke tid på Blegdamshospitalet hvor han fik penicillin, og det var ret exceptionelt på det tidspunkt. Hans dejlige gamle ting blev for det meste solgt, han havde vist været meget velhavende, men tante Nina med 2 børn, husbestyrerinde var dyre og ekstravagante, navnlig tante Nina. Det har nok også været svært for tante Nina at indstille sig på danske forhold, hendes moder stammede fra en meget fin russisk familie, og selv var hun blevet opdraget i datidens luksus, den der fandtes i Rusland hos de velhavende før revolutionen.
I Danmarksposten Marts 1948 Nr. 3 står flg.:

Statsraad C. A. Koefoed død.

Statsraad C. A. Koefoed døde i København (len 7. Februar efter lang Tids tiltagende Svækkelse, 92 Aar gammel.
Det er en Landsmand af usædvanligt Format, (ler her er gaaet bort, en rigt udrustet Personlighed, hvis fremragende Egenskaber og sjældne Evner kom til fuld Udfoldelse tinder store Forhold i fremmed Land.
Gennem sin Indsats i Rusland, hvor han stod i Spidsen for Gennemførelse af Landboreformer af uhyre Omfang, hævede Statsraad Koefoed sig op blandt (le største danske Navne, der er knyttet til Virksomhed i Udlandet.
Enhver, (ler havde den Glæde at møde Koefoed personligt, fik uvilkaarligt et Indtryk af hans stærke, sjældne Personlighed: Hans ranke Skikkelse, hans retskafne Karakter, hans Kundskabsrigdom og Arbejdsglæde. Han var et Kronskud paa den danske Stamme.
En af Statsraad Koefoeds æIdste og bedste Venner, Minister E. A. Bi . erri . ug, giver nedenfor en Karakteristik af den Afdøde.
I Dag, da Meddelelsen om Statsraad Venskab for mig er knyttet til hans Koefoeds Død blev telefoneret til mig her stærke Personlighed. Kun faa Udlands- Berlin, vældede der et Hav af Minder danske har gennem utrætteligt og uselind over mig, Mindet- der gennem de visk Arbejde været saa kendt og i Fagfyrretyve Aars først Bekendtskab, senere kredse Verden over saa skattet og højagtet som denne, maaske den sidste, Viking, hvis Livskraft var saa stor, at selv Døden maatte kæmpe længe og haardt, for den fik fældet den næsten 100-aarige Kæmpeeg.
Første Gang, jeg mødte Statsraaden, var ved en Julefest i Set. Petersborg i 1908, og der opstod straks en vis Kontakt imellem os, fordi jeg, der kom paa Forretningsrejse fra Kaukasus, kunde tale med ham otti de mange lykkelige Aar, hall føl- milt Tid, det var i Slutningen tf forrige Aarhundrede, havde tilbragt med at taksere georgiske Fyrsters Godser for Adelsbanken i Moskva, del- gav den georgiske Adel Laan med (let ædle Formaal efterhaanden at afskaffe den. Et Kapitel af Statsraad Koefoeds Erindringer handler forøvrigt særligt om den Tid.
Set. Petersborg var jo dengang som Moskva idag Centrum for hele Ruslands Administration. Et Par Aar før jeg mødte Statsraaden, havde hans gigantiske Plan til Konsolidering tf deri russiske Bondestand gennem Overgang fra Fælleseje til Selveje, efter et Forarbejde som jeg t øl, sige ingen anden end lian, besjælet som han var af uegennyttig Interesse for Ruslands Bønder, kunde have gennemført, naaet til delt Anerkendelse i delt russiske Regering, (ler muliggjorde den vældige Udvikling, hvis Grundlægger og enevældige Administrator han blev.
Det var Finansminister Grev Witte, detfik Øje paa Koefoed. Koefoed var (,fletKatikastistiden Taksator i Guvernementet Poltava og skrev derfra til Finansministeriet, under hvilket han da sorterede, en flantniende Beretning, der klarlagde, at Tiden lin var inde til en genneingribende Reform af lordfordelingen i Busland. Beretningen naaede frem til selve Finansministeren, der i et Ministerraad med Koefoeds Beretning i Haanden anmodede om uden for Dagsordenen at forelægge en vigtig Sag. Det var Kocfoeds Sag. Af Ministerraadsprotokollen, som Koefoed engang i Pctersborg viste mig, fremgik (let, at der var en lille Skønhedsfejl i Grev Wittes Tale, idet hall omtalte Koefoed som deri Ernhedstriand, hall havde udsendt til Studium tf Jordfordelingsforlioldene, medens det liele i Virkeligheden var Koeloeds Initiativ, og han var ikke udsendt med andet Foritiaal end Taksation. Ikke desto inindre har Grev Witte Æren af at have fanget Gnisten, illedens det var den berømte og senere myrdede Ministerpræsident Stolypine, del- for Koefoed muliggjorde Genneniførelsen af hans Kænipeplaner, som lian gav sit Navn fol- derved at russificere hele Foretagendet, der eller-, i det patriotiske Busland vilde have lidt lindet, sin udenlandske Afstamning.
Da Koefoed var kommet rigtigt i Gang, var blevet Statsraad, havde faaet en Sal i Landbrugsministeriet paa Isakspladsen til sit Kontor og den store Guldmedalje for Fortjenester af Landbruget saavel som liere andre russiske Ordener, der ikke var tilgæligelige for almindelige dødelige, havde jeg paa. mine aarlige Besøg i Petersborg Lejlighed til at sIvrke nrig ved deri Kraftkilde, han altid 'var og blev. Forøvrigt var han kun i Petersborg i ,Salen, et Pal- Gange om Ugen for at modtage Audienssøgende, ellers arbejdede hall i sin private Villa i Zarskoje-Zelo, hvor jeg ofte var hans Gæst og kunde benytte Lejligheden til at faa hani til at fortælle ørn det fremskridende Arbejde. Naar jeg fol- mig nu ser Statsraaden sidde ved sit mægtige Skrivebord i sit mægtige Kontor med et pragtfuldt persisk Tæppe over liele Gulvet og gamle fornemme russiske Portrætter og Landskabsbilleder over de høje Træpaneler, da mindes jeg, hvorledes lian selv var som en Del af (lette storslaaede Billede - hall passede i Milieuet.
Jeg raadførte mig ofte med ham. Jeg skal nævne et enkelt Tilfælde. Jeg var sammen med Ejeren tf den norske Fiskerietfabrik i Christiania paa Rundrejse i Centralrusland for at finde et passende Sted for Oprettelsen af en Fiskenetfabrik, der skulde forsyne Fiskerne ved det kaspiske Hav med Fiskenet. For at overvinde de Vanskeligheder, vi mødte, d. v. s. for at vinde de stedlige Autoriteters Tillid, tiden hvis Velvilje vi ikke kunde købe den Jord, vi skulde bruge, o. s. v., henvendte vi os til Koefoed, der øjeblikkelig udfærdigede en Anbefalingsskrivelse [il hver af de fem Guvernører i de fem Guvernementer, der havde Interesse for os. Koefoed havde da i hvert Guvernement en af ham udsendt permanent Repræsentant i Guvernementsraadet, og det viste sig hurtigt, at Dørene stod paa vid Gab, naar vi optraadte med vor Skrivelse fra Koefoed. I Byen Jelez, Guvernementet Oreol, naaede vi vort Maal takket være Koefoed og Guvernøren, Jeg set- det ikke som min Opgave her at give en indgaaende Skildring af Koefoeds Arbejde i Rusland. Jeg vil kuli sige,
at dersom det gamle Regime i Rusland havde haft en Koefoed 20 Aar tidligere eller maaske blot ikke havde brugt 10 Aar til at naa frem til en Anerkendelse af hans Planer, da kan det vel tænkes, at meget havde set anderledes ud idag.
Han naaede jo "kun" med sine 8.000 Landmaalere at faa udstykket, saa vidt jeg husker, 22 pCt. af Ruslands Agerjord, men jeg ved, at Mindet om ham i vide Kredse i Rusland er dybt forankret som den Mand, der kunde tale Menigmands Sprog og derved tindet- de ejendommelige Forhold skabe sig en Tillid, der har Frugter.

Men ak, saa kom jo Dagen, hvor det nye Rusland ikke mente at have Brug for Folk af Koefoeds Type eller overhovedet for udenlandsk Indsats i Ruslands Erhvervsliv. Vi maatte alle ud. Nye Tider, nye Metoder, men jeg ved, at Koefoed følte sig saa stærkt knyttet til den russiske Befolkning, at han af hele sit Hjerte ønskede, at den nye Tid maatte blive til Lykke og Gavn for det russiske Folk.

Jeg mødtes igen i 1921 med Statsraaden, der da var Landbrugsattaché for samtlige danske Repræsentationer i Østeuropa. Jeg var paa det Tidspunkt i Litauen, og vi optog selvfølgelig et Samarbejde der. Under Udnyttelse af hans Erfaringer og Kendskab til Forholdene i hele Østeuropa lykkedes, det os at afslutte gode Kontrakter for- Oprettelse af danske Landbrug. Vi leverede hvert Aar Landets Behov af Avlsdyr til den litauiske Regering, og jeg blev, ved at foretage Rejser sammen med Koefoed i de baltiske Lande, sat i Stand til at styrke Gesandtskabets Position dér, gennem forøget Viden om Landenes Landbrugsforhold, der navnlig for Litauens Vedkommende var Grundlaget for Folkets Levestandard.

Senere i 30'erne, da jeg var Gesandt i Balkanlandene, kom Koefoed efter Indbydelse af Regeringerne først i Belgrad, senere i Bukarest til disse Lande. Det gik dér efter samme Metode som i Baltikum. Jeg foretog sammen med Statsraaden længere Rejser i Landene mellem Adriaterhavet og det sorte Hav; navnlig erindrer jeg vort Besøg i makedonske Landsbyer. Vi var ledsaget af en Embedsmand fra Landbrugsministeriet i Belgrad. Naar vi kom til en Landsby, kørte vi straks til Kroen, uden for hvilken der altid stod en Snes Bønder fra Omegnen. Blandt dem valgte Koefoed den, der forekom ham mest tiltalende. Efter at vor Ledsager havde beroliget Bønderne, der først betragtede os med Mistillid, tog vi med den udvalgte hjem og tilbragte en halv eller en hel Dag i Samtale med ham om de Ting, der interesserede Landsbyen. Henimod Aften samledes da ofte Bønderne fra Omegnen hos vor Vært. Til en Begyndelse sad de stille og reserverede, men det var herligt at se, hvor hurtigt de følte sig i beslægtet Selskab, saa snart Koefoed havde stillet dem de rigtige Spørgsmaal

og begyndte at give de rigtige Raad. Disse Aftener i serbiske, makedonske, rumænske, besarabiske Landsbyer, hvor jeg var interesseret Tilskuer, var for mig lærerige og uforglemmelige.

Som en af de mange særlige Oplevelser, jeg havde under disse Rejser, skal jeg fremhæve følgende: Vi kørte i Nærheden af Byen Debar, der ligger paa Grænsen mellem Makedonien og Albanien. Vi standsede i en Landsby, og under Samtalen med Bønderne erfarede vi, at der oppe i Bjergene bag deres Landsby boede en gammel Russer, der dér fungerede som en Slags Landbrugskonsulent. Koefoed blev Fyr og Flamme som altid, naar der var en Russer i Farvandet, og uden for vor fastlagte Rute maatte Bilen kravle op i Bjergene. Vi fandt Russeren, og Billedet af de to gamle Herrer, der dybt rørte faldt hinanden om Halsen, staar endnu levende for mig. Russeren viste sig nemlig at være en af Koefoeds nærmeste Medarbejdere under Udstykningsarbejdet i Rusland, nu Emigrant, og det blev sent paa Natten, før vi kom fra ham igen.

Efter Rundrejserne opfordrede Regeringerne i Jugoslavien og Rumænien Statsraaden til at være dem behjælpelig med Forberedelserne til nye Jordfordelingslove efter samme System som det, han havde brugt i Rusland. Stats~ raaden var derefter Regeringernes Gæst i flere paa hinanden følgende Somre, og Resultaterne af hans Arbejde blev nedlagt i trykte Oversigter, der indgaaende beskrev den forhaandenværende Situation, saavel som hvad der burde gøres, men først og sidst, hvad bør den Embedsmand, der skal tilrettelægge den til

sigtede Jordreform, vide og gøre, før Reformens praktiske Gennemførelse paabegyndes. Statsraaden indhøstede megen Anerkendelse og ærefulde Dekorationer for sit Arbejde, ikke alene fra Regeringerne, men ogsaa fra Bøndernes Talsmænd, og man ønskede at overdrage ham Administrationen af Gennemførelsen, hvilket Statsraaden dog af Helbredshensyn, han var dengang ca. 80 Aar, maatte afslaa - men det var der ingen, der havde tænkt paa. Heller ikke tænkte jeg derpaa, da jeg samme Aar i København hørte ham holde et 11/2 Time langt Foredrag med Lysbilleder fra hans Kaukasustid.

Gennem de seneste Aar har det under mine Besøg i Danmark lige indtil det sidste i Januar i Aar været mig en særlig Glæde sammen med Statsraaden at gennemleve vore fælles Minder. Hans overordentlige Livskraft gav sig stadig tilkende gennem hans Interesse for at mindes alle mulige Detaljer fra vort Samarbejde langt tilbage i Tiden saavel som ved hans klare Stillingtagen til nye Problemer, og min Stolthed over, at han saavel mundtligt som skriftligt kaldte mig sin gamle trofaste Ven, er vel forstaaelig. Æret være hans Minde.

Berlin, den 10.Februar 1948,

E. A. Biering.

Carl Andreas Koefoed fødtes den 16. Oktober 1855 i Skanderborg som Søn af Apoteker, Proprietær Henning Gimtlier Koefoed og Terese Emilie f. Krebs.

Efter praktisk Landbrugsuddannelse blev lian Landbrugskandidat i 1875 og

rejste 3 Aar efter til Rusland, hvor han først virkede som praktisk Landmand og fra 1887-1905 som Ejendomstaksator ved den almindelige russiske Kreditforening og den russiske Andelsbank, i 9 Aar med Bopæl i Tiflis i Kaukasus. Denne Virksomhed gav ham Interesse for Udskiftning af Landsbyernes Jorder af Fællesskabet, og han offentliggjorde sine Erfaringer og Indtryk i et Værk paa Russisk om udflyttede Bøndergaarde (2 Bind, 1905).

Da Regeringen netop da optog en reformvenlig Agrarpolitik, fik Koefoed sin store Opgave; han udnævntes til Statsraad og Medlem af Landbrugsministerens Raad, og indtil han som Følge af Revolutionen fratraadte i 1917, udskiftedes under hans Ledelse ikke mindre end 14 Millioner ha Bønderjord i det europæiske Rusland.

1 1921 blev han udnævnt til Statskonsulent til Varetagelse af dansk Landbrugs Interesser i Rusland og de baltiske Lande og samtidig dansk Landbrugsattaché, og som saadan virkede han en halv Snes Aar.

I sit Otium blev han tilkaldt som Raadgiver ved Landboreformer i forskellige østeuropæiske Lande, og desuden naaede han at udarbejde sin støre Erindringsbog >50 Aar i Rusland< (udførligt omtalt i DANMARKSPOSTEN Nr. 7/8 1946).

Statsraad Koefoed var dekoreret med høje russiske Ordner, var Kommandør af Dannebrog og Dannebrogsmand samt Æresmedlem af Foreningen af danske Landbrugskandidater. Han var gift med den russiske Godsejerdatter Elisabeth Objedova.