The Ammentorp Files XXII - Person Sheet
The Ammentorp Files XXII - Person Sheet
NameProf. Dr.med. Bent Sørensen
Birth8 Mar 1924, Fredericia
Christen16 May 1924, Trinitatis, Fredericia
Death30 Jul 2017, Herlev Hospital
OccupationLæge
Educationcand. med. 1949
MotherKaren Sofie Hansen (1889-1966)
Misc. Notes
Tale for far 14/8-2017

Øjebliksbilleder set gennem en søns øjne.

På hans knæ ved klaveret - det må have været i 1955 eller 56. Han satte Erik på venstre knæ, og mig på højre og fortalte historier ledsaget af musik. Inspiration til de kommende musiklærere - min bror Erik er også musiklærer.
Støttet af den megen lytten til musik i hjemmet - men for at være ærlig (ærlighed er endnu en ting jeg også har fået med fra både ham og mor): Han var ikke selv den store sanger, fløjter eller musikant. Men han smittede både Erik og mig. Tak for den virus!

Sputnik 1 - opsendt 4/10 1957 - blev vækket en sen aften af far, da han hørte at signalet fra Sputnik ville blive sendt i radioen. Vi var søvnige (jeg var 5, Erik 4), sure og trætte, og ret irriterede over at skulle lytte på bip - bip - bip.
I dag er jeg taknemmelig over at kunne fortælle, at jeg som 5-årig hørte den allerførste sattelit. Tak for den videnskabelige og historiske virus.

Sputnik 2 - november 1957 - med hunden Laika, som far lovede os vi måtte få, hvis den faldt i vores have. Det gjorde den ikke, men senere fik vi hunden Pjevs som absolut ikke passede til sit navn.
Far har i den sidste del af sit liv hver gang han har hilst på vore hunde, sukket og sagt han gerne igen ville have hund. Han må have haft nogle specielt godt lugtende ører, da alle vore fire hunde ligesom Pjevs, har været vilde med at slikke ham i øret. Far kunne nu også lide det. Tak for at vise, at kærligheden også kan være til dyr.

Humoren - 1961 - far havde en god humoristisk sans. Jeg glemmer aldrig da jeg som 9 årig spurgte ham, hvad han lavede på toilettet. Hans svar blev en fast talemåde i familien: “Står på vandski”

Slangebøssen - 1964 - våben var ikke tilladt i vores hjem. Heldigvis. Men da jeg jo var en dreng på omkring 12 år, anskaffede jeg i hemmelighed en kraftig slangebøsse. En dag stod jeg og skød til måls efter en due på tv-antennen, da far kom tidligt hjem. Alt sortnede for mine øjne, da han gik op ad havegangen. Han stoppede, satte sin taske på jorden og sagde så de ord, jeg aldrig glemmer: “Ræk mig den bøsse”. Han fik den, lagde en lerkugle i, sigtede på duen og skød - uden at ramme - gav mig våbnet tilbage med ordene: “Det må du ikke sige til mor”. Tak for vores fælles mande-hemmelighed.

Turen til England januar 1971 - har stadig fars beretning, som han kalder “A Sentimental Journey”. Vi kørte i fars MG, jeg var chauffør, da far skulle være “på”, som han jo elskede at være. Vi besøgte plastik-kirurgiske afdelinger og jeg var vidne til samtaler og diskussioner om brandsårsbehandling på et højt fagligt niveau. Far afslørede endnu en skjult side:

Citat fra fars dagbog fra turen:
“Vi fik en særdeles god middag med rødvine, whisky. Bagefter var vi i baren, hvor vi tilegnede os et telefonskilt og et underlag til øl, og kl. 22,30 gik vi i seng på vores dobbeltværelse og sov ganske godt.” Desværre ved jeg ikke, hvor skiltet er i dag - jeg håber med tiden at finde det i fars og Inges kælder. Tak for fornøjelsen ved fælles oplevelser og god vin og for at acceptere at man kan bryde nogle regler. At den lige vej ikke altid er den bedste, hverken i livet eller trafikken.

Petra, min datter, fars første barnebarn. 1975. Stolt som en pave og endnu mere glad for børn end hunde. Petra slikkede ham godt nok ikke i ørerne, men pillede. Far optog hendes pludren på en diktafon. Disse optagelser eksisterer måske stadig…. Men det betyder ikke så meget, da jeg i mit indre har lykkefølelsen ved at se en meget kærlig, opmærksom og nærværende farfar med sit barnebarn. Tak for det far.
Fars barnebarn Troels var også elsket - og støttet gennem særdeles svære perioder. Troels har vist aldrig tvivlet på sin farfars kærlighed, og det var far en kæmpe glæde, da han fulgte i den Hansenske families spor inden for pædagogikken. Og ja - far var også en født pædagog, en evne han udnyttede som underviser i kirurgi.
Far smittede - på den gode måde. Han smittede både mig og min bror med begejstringen over det æstetiske - litteraturen, musikken, billedkunsten. Ja - han tog os med på det nyåbnede Louisiana i 1958 - og havde stor tilfredsstillelse i, at Petra deler denne begejstring, og flere gange tog ham med på netop Louisiana.
Denne opmærksomme, nærværende og kærlige far fortjente den kærlighed han blev mødt af, og gavmildt delte ud af: Fra sin første kone, min og Eriks mor Kirsten, som scorede ham foran en anden kvinde, da hun gik til ham på universitetet og sagde: Dit navn, din adresse og fødselsdag. Hun fik det hele, og hun fik far.
Fra patienter, som aldrig var i tvivl om hans engagement og vilje til at hjælpe - han tog den hippokratiske ed - lægeløftet - meget alvorligt.
Over for sine brødre Nils og Knud, som han begge overlevede, over for kusiner, fætre - ja de yderste led i familien kunne altid komme til ham med spørgsmål.
Hans svigerdøtre gav ham stor glæde - han støttede og fulgte dem lige til det sidste. På vegne af Ruth og Ulla - tak for dig.
Da mor døde, var far så fantastisk heldig at møde Inge, som alle årene har været en fantastisk støtte for far, som han for hende - en nødvendighed i Jeres store arbejde mod tortur. Tak Inge.
Med Inge opnåede far desuden sidste år at kunne holde sit livs andet sølvbryllup!
Tak far for at have vist os, at når man giver kærlighed, får man den tilbage - ofte i dobbelt mål.
Vedholdende - i nogle situationer grænsende til det stædige - var far således også. Bøgen skulle ses når den sprang ud - også efter han fik amputeret benet - han købte endda et badeben for at kunne fortsætte sin lidenskab - badning og svømning. Vi delte denne fryd ved naturen, og til det sidste fulgte han med i min fodring af fugle og egern når vi dagligt talte i telefon. Tak for at smide mig i vandet, for at tage mig på mange kantarelture i Tisvilde.
Inderst inde en meget blød mand, hvis lethed til tårer tiltog med alderen. Disse glædestårer sætter jeg i dag stor pris på. At se ham kigge på Inge, og blive våd i øjnene. At se hans bevægelse over gamle minder. At selv føle sig set af de kærlige øjne, jeg sidste gang så ind i, da jeg på hans dødsdag ville forlade stuen - og kunne mærke han ville sige noget til mig, men ikke kunne tale grundet sin tilstand. Vi så længe på hinanden, og jeg sagde, at jeg vidste hvad han ville sige. Endnu en gang smilede de kærlige øjne, som igen var fugtige. Hans sidste udtalte ord til mig var “Vidunderligt” efter vi den morgen sammen havde lyttet til Brahms.
Tak far for livet. Det vidunderlige liv. For at have fået NOK:
Nærvær
Opmærksomhed
Kærlighed
Spouses
Birth16 Aug 1921, Frederiksberg
Christen26 Sep 1921, Frederiksberg Kirke
Death7 Apr 1989, København, Herlev Sygehus
Burial13 Apr 1989, Gentofte Kirke, Jordfæstet Tibirke
OccupationLæge
Educationcand.med. 1949
FatherKjeld Anker Ammentorp (1895-1975)
MotherTordis Giersing (1898-1980)
Marriage29 Jul 1949, Swedish Prot. Chur, Harcourt St., Mary, London
Last Modified 13 Oct 2017Created 30 Apr 2018 MA
© MA April 2018